Mærk Næstved og heraldikkens mysterier

Hvad skal man dog lave, når man løber rundt derude i regn og blæst?

For mig har det udviklet sig til lidt af en skattejagt … på brønddæksler. I dag var ingen undtagelse og sørme om ikke Næstved Kommunes kommunevåben dukkede op på en fredelig villavej.

Det har været lidt frem og tilbage med designet af byvåbnet. 

Næstved Kommunes hjemmeside kan man læse at:
Næstveds kommunes byvåben er et af Danmarks ældste byvåben, og det stammer tilbage fra 1280, hvor det blev brugt som segl. På seglet var der to korslagte nøgler og to bølger for neden. Kronen øverst blev først indført senere og kan ses på seglet fra 1421, da kongen, Erik af Pommern, genvandt magten over Næstved. I 1500-årene bestod byvåbnet kun af en kongekrone, og i 1600-årene brugtes tre kongekroner i byvåbnet.
Først omkring år 1900 kom byvåbnet tilbage til formen fra 1421 med krone, nøgler og bølger. De to korslagte nøgler symboliserer Sct. Peders nøgler til himmeriget, og henviser til både Sct. Peders Kloster, det vi i dag kender som Herlufsholm, og Sct. Peders Kirke. Den brede bølge nederst i byvåbnet symboliserer Susåen, som tidligere har været angivet med to smalle bølger i stedet.
Byvåbnets tre dele fortæller kort og klart om byen Næstved: om nationalitet (den danske konges krone), uultur (den kristne, symboliseret ved Skt. Peders nøgle) og geografien (Susåen): Altså en dansk by med den kristne kultur placeret ved Susåens udløb.
Da Næstved i 2010 fejrede 875 års jubilæum, indgik elementer fra kommunevåbenet i jubilæumslogoet "Mærk Næstved". Kan du se hvilke?

Mærk Næstved kan du få "et hurtigt overblik over arrangementer, seværdigheder og fif til en temmelig god weekend - og hverdag - i Næstved".
Tidl. borgmester Henning Jensen tænker i sin fortælling om historien bag jubilæumslogoet, tilbage på tiden hvor kommunevåbenet blev designet:
Jeg husker flere besøg af statens heraldiske konsulent i økonomiudvalget i begyndelsen af 80'erne, dengang alle danske kommuner skulle have kommunevåben, som tidligere kun købstæderne havde. Møderne endte gerne med en god frokost og en sjov indføring i heraldikkens mysterier. For heraldikeren var det vigtigt, at den højre nøgle lå over den venstre. Man tænker sig våbenet ført af en korsridder; hvis stærke våben var Skt. Peders nøgler til Himmeriget. Så skal nøglerne være til at få fat på! Heraldikeren anbefalede også at de tre bølger fra Susåen blev til en bredere strøm - der er jo tale om Sjællands største vandløb; og heraldiske farver; som står godt til hinanden: blå baggrund, gyldne nøgler og krone, og en søjvglinsende Suså forneden. I virkeligheden blev der ikke ændret så meget ved den gamle købstads våben. Heldigvis!

Kommentarer

Populære opslag