Tosseløb #6 - sig "ja" til det tilfældige møde

I dag gik turen til Ringsted for at deltage i Tosseløbet #6. Det gik op for mig, at jeg aldrig har været længere inde i Ringsted end rundkørslen ved McDonalds. Her har jeg til gengæld haft mangt et pitstop med mine børn, for lige at runde toilettet eller fange noget aftensmad på vej hjem til familien i Jylland.
Fremme ved startadressen skinnede vintersolen fra en skyfri himmel. Erantis og vintergæk lyste op og knap 100 forårskåde løbere stod klar i den kolde februar morgen.
Arrangørerne lagde deres private hjem til omklædning og et overdådigt depot med slik, kager, sodavand og alt hvad hjertet ellers kan begære. En perfekt ramme hvor jeg øjeblikkelig følte mig velkommen. Planen var at løbe 2 runder a 7 km, mens kæresten hyggede sig på den vanlige marathon distance.
Ruten var en fin tur rundt i Ringsted by og der var højt humør blandt løberne. Tilbage i det overdådige depot på startadressen efter anden runde, var jeg jo egentlig færdig med dagens arbejde.
Her møder jeg B, der ligesom jeg egentlig gerne vil ud på tredje runde. Vi beslutter os på stedet for, at den tager vi sammen - om vi så bare skal gå!
Vi når ikke mange meter hen ad gaden før B fortæller, at hun sidste efterår fik angst. B var habil løber på både marathon og halvmarathon distancen, da verden pludselig ramlede. Det blev forunderlige 7 kilometer fyldt med dybde, glæde over solens varme i kinderne og den gensidige eufori over at kæmpe sig tilbage og rent faktisk igen at gennemføre 21 km.
I dag blev nemlig også mit første halvmarathon siden 2016, helt uplanlagt og takket være et "ja" til det tilfældige møde i det perfekte depot på en vilkårlig adresse i Ringsted.




Kommentarer

Populære opslag